Nyheder

LINK Arkitektur skaber nyt herskabeligt showroom til VOLA – med hilsen til Arne Jacobsen

Nyt VOLA Showroom i København (Foto: Christian Møller Andersen / VOLA)

LINK Arkitektur skaber nyt herskabeligt showroom til VOLA – med hilsen til Arne Jacobsen

2021-05-10

Ikke langt fra, hvor Arne Jacobsen voksede op, har LINK Arkitektur netop designet og indrettet et helt nyt showroom for Vola. Det er med en slet skjult hilsen til den anerkendte arkitekt, der brugte Volas første armaturer i indretningen af Nationalbanken i 1968, og som dermed var helt afgørende for virksomhedens udvikling.

Showrooms, hvor man kan vise vandhaner, brusere og andre armaturer, er ofte holdt i hvide, stringente, nærmest kliniske omgivelser. Men LINK Arkitektur er med indretningen af det helt nye showroom for Vola midt i København gået i en helt anden retning. Her har man valgt at lade den herskabelige arv stå med smukke stuklofter og stuer en-suite i markante farver.

Det er designchef i LINK Arkitektur, Torben Madsen, der sammen med VOLA, har valgt stedet og indrettet det nye showroom. Siden 2006 har han og LINK Arkitektur stået i spidsen for VOLA´s design, og det er LINK’s designafdeling, der har udviklet alle deres produkter i de seneste 15 år.

Torben Madsen er helt bevidst om den store arv fra Arne Jacobsen, når det gælder Vola. Det var Arne Jacobsen, der første gang brugte deres armaturer i indretningen af den danske nationalbank, hvilket har betydet, at Vola er blevet en essentiel del af den danske designtradition. Derfor har Torben Madsen også brugt lang tid på at skabe en designmanual for, hvordan LINK Arkitektur skal udvikle dem fremover. En manual, han også brugte, da han designede den meget populære hovedbruser eller den kommende spritdispenser.

”Når man designer VOLA, gør man det jo med andægtighed. Derfor er det også sjovt at tænke på, at netop Arne Jacobsen voksede op på Østerbro ikke langt fra vores nye showroom.”

LINK Arkitektur har indrettet showrooms over hele verden i blandt andet München, Shanghai og Stockholm, men de har ikke tidligere gjort det i en herskabslejlighed.

”Tidligere har vi haft et signatur-showroom, men da vi valgte denne lokation, faldt vi for den herskabelige stil, som vi har ønsket at bevare og udbygge. Vi har bestræbt os på, at der kommer en overensstemmelse mellem produkterne og dets omgivelser. Vi har bevidst ikke overlæsset eller overdekoreret det. Det handler om, at produktet får den bedst mulige eksponering.”

LINK Arkitektur er et af de største arkitektfirmaer i Norden med mere end 500 medarbejdere. Det, at de også har deres egen designafdeling, gør, at de kan tænke en helhed, hvor de udover at tegne boliger, hospitaler og andre typer bygninger også kan designe inventaret som fx møbler, lamper og industrielle produkter.

”Det er den samme tankegang, Arne Jacobsen havde, da han lavede SAS-hotellet i København, hvor han designede alt. Det kan vi også hos LINK Arkitektur, og det skaber en helhed i arkitekturen.”


Showroomet er åbent for besøg og ligger på Frederiksborggade 43, 1.tv, Søtorvet, 1360 København K

Kontaktperson

Torben Madsen
Designchef
Mob:
+45 40 88 17 00
tma@linkarkitektur.dk