Nyheder

LINK ARKITEKTUR VINDER INTERNATIONAL PRIS FOR DESIGN

LIZN Hearpieces, designet af LINK arkitektur, har vundet den prestigefyldte CES 2018 Innovation Awards HONOREE. De smarte LIZN Hearpieces er høreforstærkningens svar på læsebrillen.

LINK ARKITEKTUR VINDER INTERNATIONAL PRIS FOR DESIGN

LIZN Hearpieces, designet af LINK arkitektur, har vundet den prestigefyldte CES 2018 Innovation Awards HONOREE i kategorien fitness, sport og biotek. LINK arkitektur har udviklet designet i et tæt og fokuseret samarbejde med producenten, LIZN. De smarte LIZN Hearpieces er således høreforstærkningens svar på læsebrillen.


CES 2018 Innovation Awards anerkender enestående produktdesign og teknologisk nytænkning i nye forbrugerteknologiske produkter. Prisen uddeles årligt inden for i alt 28 forskellige kategorier inden for bl.a. gaming, 3D print og bilteknologi.

Den prestigefyldte pris blev overrakt 26. oktober i Amsterdam i forbindelse med udstillingen CES Unveiled. Her udstiller producenter af avanceret forbrugerteknologi deres nye produkter.

Høreforstærkningens svar på læsebrillen

LIZN Hearpieces er høreforstærkere med dobbelt funktionalitet. De er verdens mindste trådløse øretelefoner til musik og telefon.  Samtidig forbedres taleforståelsen under ansigt til ansigt samtale, primært i støj og dårlig akustik, ved hjælp af avanceret teknologi og retningsmikrofoner.

Det er LINK arkitekturs designchef Torben Madsen, der i et tæt og fokuseret samarbejde med LIZN har designet den prisvindende nye produkt.

- LIZN Hearpieces er høreforstærkninegens svar på læsebrillen. Man tager LIZN Hearpieces på, når mødet eller middagen på restauranten starter og tager dem af igen bagefter. De hjælper især i omgivelser med mange mennesker. Her har rigtigt mange svært ved at høre optimalt uden at have en alvorlig hørenedsættelse . Så LIZN Hearpieces er gode at have hånden, når man skal være ekstra fokuseret - præcis som læsebrillen, siger Torben Madsen.

Designopgaven

Designopgaven har bestået i at samle alle produktets mange mikroteknologier i én form. Med touch-funktion og forbindelse til bluetooth og smartphone er der på én gang tale om både en forstærker og et sæt øretelefoner, man kan bruge til at høre musik og tale i telefon.

Det har ikke været let at udvikle et produkt med et simpelt grundlæggende design, der er synligt fra siden, men næsten usynligt fra forsiden.

Torben Madsen og lydingeniørerne er blevet stærkt udfordret i udviklingen af en afbalanceret kombination af design og funktionalitet. Der findes uendeligt mange størrelser af ører og ørekanaler, som høreapparatet skal kunne tilpasses.

Torben Madsens designmæssige drivkraft er "less is more". 

- Alt forstyrrende er elimineret fra designet, så oplevelsen og brugen af produktet bliver så enkel som muligt. Cirklen som form understøtter denne målsætning, da den i sig selv er udtryk for enkelhed, siger Torben Madsen.

Løsningen omfatter også design af en oplader. Her er der lagt vægt på enkelhed, transparens og en praktisk pocketsize.

Designchef Torben Madsen er kendt for en række succesfulde industrielle designs inden for mange forskellige brancher. Dette omfatter bl.a. opgaven som produktdesigner for VOLA, der tidligere blev løst af den berømte arkitekt Arne Jacobsen.