Nyheder

Dansk tegnestue overtages og får markant position på det skandinaviske marked

Dansk tegnestue overtages og får markant position på det skandinaviske marked

LINK arkitektur AS overtager 100 procent af aktierne i den velrenommerede danske tegnestue aarhus arkitekterne A/S. Med opkøbet positionerer LINK arkitektur sig yderligere på det skandinaviske marked.

Med tegnestuer i både Norge, Danmark og Sverige blander LINK arkitektur sig efter sammenlægningen med de største tegnestuer i Skandinavien. Koncernen kommer til at beskæftige mere end 440 medarbejdere.

Målet er nye markedsandele i Danmark – og Skandinavien

Opkøbet giver LINK arkitektur et godt fundament for at tage nye og markante markedsandele i Danmark. Som markedsleder inden for sundhedsbyggeri i Danmark bliver aarhus arkitekterne en vigtig brik i realiseringen af LINK arkitekturs ambition om at blive ledende indenfor sundhedsbyggeri i Skandinavien. Endvidere vil LINK arkitektur udnytte aarhus arkitekterne projektledelses-kompetencer til at løse store komplekse projekter i hele koncernen.

Synergien ved at samle aarhus arkitekterne og LINK arkitektur skal vi bruge til at skabe et endnu mere komplet og slagkraftigt fagligt arkitektmiljø på tværs af landegrænserne. Sammen vil vi skabe og gennemføre projekter, som vil blive bemærket på både det danske og skandinaviske marked”, siger Leif Øie, administrerende direktør i LINK arkitektur.

Business as usual for aarhus arkitekternes kunder

aarhus arkitekterne er en veldrevet tegnestue med rødder tilbage til 1909. I dag beskæftiger de ca. 90 medarbejdere, som er fordelt på to kontorer i Aarhus og København. Efter sammenlægningen fortsætter partnerkredsen i Aarhus arkitekterne i ledende stillinger i LINK arkitektur. Personale, hjemmeside og telefonnumre forbliver uændrede.

Vi ønsker at gøre overgangen så gnidningsfri som muligt for vores kunder og samarbejdspartnere. Sammenlægningen skal opleves som en positiv udvikling, der giver nye muligheder for endnu bedre løsninger", lyder det fra Tommy Falch, administrerende direktør og stiftende partner i aarhus arkitekterne.

I løbet af 2017 vil Aarhus arkitekterne ændre navn til LINK arkitektur Danmark og LINKs danske kontor vil flytte ind hos aarhus arkitekterne.

Rykker op i en højere liga

Med adgang til aarhus arkitekterne kompetencer, særligt med sundhedsbyggeri, forstærker LINK arkitektur sin position inden for sundhedssektoren i hele Skandinavien. LINKs positioner inden for andre segmenter som urbanisme, bolig, skole, hotel og ikke mindst landskabsarkitektur, vil give Aarhus arkitekterne adgang til spidskompetencer og erfaringer, som vil skabe værdi for det danske marked.

Det at blive en del af en markant skandinavisk tegnestue føles som det rigtige næste skridt for aarhus arkitekterne, og vi glæder os til at bidrage til udviklingen af LINK arkitekturs profil og brand på det skandinaviske marked. Det er to veldrevne og velkonsoliderede virksomheder, der går sammen i en ny stor enhed. Det åbner nye muligheder for at udvikle forretningen markant", udtaler Tommy Falch.

Om LINK arkitektur, se www.linkarkitektur.com
Om aarhus arkitekterne, se www.aa-a.dk 

Kontaktperson

Leif Øie
Administrerende direktør, LINK arkitektur
Mob:
+45 41 55 98 40
loe@linkarkitektur.no
Tommy Falch
Administrerende direktør, LINK arkitektur Danmark
Mob:
+45 20 22 44 22
tf@linkarkitektur.dk