Nyheder

LINK arkitektur vinder prestigefuld udviklingskonkurrence i Oceanhamnen i Helsingborg

LINK arkitektur vinder prestigefuld udviklingskonkurrence i Oceanhamnen i Helsingborg

2015-03-03


Afgørelsen er netop faldet i konkurrencen om, hvem der skal udvikle de første projekter i Oceanhamnen i Helsingborg. LINK arkitektur har sammen med svenske Magnolia Bostad og islandske Batteríið vundet to delprojekter, der tilsammen udgør en karré på ca. 8.500 m2.

Karréen består af ni sammenhængende bygningsvolumener i 4-6 etager, centreret omkring et fælles gårdrum. Hvert volumen har sit eget udtryk, med tegl i varierende nuancer, forskellige reliefstrukturer i facaderne og stor variation i detaljeringen. Indgangspartier, entréer og adkomstveje er præget af corténstål, som en reference til den tidligere industrielle virksomhed i området.

- Med dette design har vi skabt et projekt, der har en stærk karakter af byhus og med klare referencer både til byens boligtraditioner om områdets industrihistorie, siger Marius Lorentzen, der som leder af Team København har været ansvarlig for konkurrencen. Målet har været at skabe et fleksibelt system af mindre boenheder. – Lyse lejligheder med en høj arkitektonisk kvalitet og en husleje, der er til at betale for alle.

Gårdrum og tagterrasser udformes med en blanding af åbne grønne områder, uplanlagte arealer til urban farming, vinterhaver skærmet af glas samt små private haver. Projektets beliggenhed helt ud til havet, med den ene facade rækkende ud over kajkanten, har derudover skabt en ganske særlig mulighed for at arbejde med forbindelsen til vandet. Projektet er derfor udformet med flere mindre udemiljøer med direkte kobling til vandet; med siddetrapper ned til kanalen og udsigt til småbådshavnen.

- Fællesarealer og offentlige udeområder er udformet med rige muligheder for udfoldelse af eget initiativ, f.eks. i form af fælles havedyrkning på taget eller egen kajakplads. Derudover har fokus været på energieffektivitet og bæredygtighed. Projektet skal leve op til kravene for passivhuse, så vi har tænkt i energiminimerende design helt fra starten, tilføjer Marius Lorentzen.

Projektfakta:
’Bostadsprojekt 4A og 4B’
Ca. 8.500 m² boliger, fordelt på 110 lejelejligheder
Ca. 460 m² butikker og andre udadvendte formål
Ca. 2.500 m² underjordisk parkering

Bæredygtighedstiltag:
Passivhusstandard. Struktureret ift. dagslysindfald, store vinduer. Kompakt bygning, høj isolering. Minimering af byggematerialer med prefab og struktur der mindsker taghøjden. Bæredygtige materialer som tegl og betontype med lav CO2-belastning. Grønne tage med plads til urban farming. Opvarmning, køling og ’hot-fill’ via havvandspumpe. Affaldshåndtering og separate afløbssystemer for sort vand og gråt vand. Gode forhold for cyklister, delebiler i P-kælder.